Gå til indhold

kundecase

Danmarks Miljøportal styrker leveranceevne med platform engineering

Flere systemer, stigende kompleksitet og pres for at tage nye teknologier i brug skabte flaskehalse mellem udvikling og drift hos Danmarks Miljøportal og udfordrede evnen til at levere hurtigt, stabilt og med lav total cost of ownership. Som svar etablerede DMP et platformteam med en Platform Manager i spidsen og en mere moderne driftsmodel baseret på automatisering og en fælles komponentbaseret arkitektur. I dag udvikler og supporterer DMP næsten dobbelt så mange systemer – med færre driftsressourcer.

Danmarks Miljøportal

Et dedikeret platformteam løfter hastighed og kvalitet i udviklingen af miljøsystemer

Udfordring

DMP’s portefølje af miljøsystemer voksede, men der manglede en fælles tilgang til udvikling og drift af infrastrukturen. De to funktioner
arbejdede på hver deres måde, hvilket skabte et kompetencegab og flaskehalse, der bremsede hastighed og kvalitet i leverancerne.

Løsning

I samarbejde med Darize etablerede DMP et platformteam, der satte retningen for en fælles måde at bygge og drifte løsninger på. Med klare roller, standardiserede processer og en stærk Platform Manager i spidsen lykkedes det at skabe en stabil transition, løfte kompetencerne og indføre nye, automatiserede arbejdsmetoder.

Resultat

Platform engineering-tilgangen har gjort det muligt for DMP at udvikle og supportere næsten dobbelt så mange applikationer som tidligere med færre ressourcer. Nye it-miljøer etableres nu på få dage i stedet for uger, og et samlet ejerskab har løftet kvaliteten af leverancerne. Samtidig har en mere ensartet og
komponentbaseret it-arkitektur sænket den totale cost of ownership.

udfordring

Voksende kløft mellem udvikling og drift

Danmarks Miljøportal udvikler og drifter en lang række systemer, der giver adgang til offentlige data om miljøet, som bruges til alt fra naturbeskyttelse til klimatilpasning. De udvider løbende med nye services og applikationer for at sikre, at kommuner, myndigheder og andre interessenter kan tilgå miljødata nemt, hurtigt og i høj kvalitet.

Men i takt med at porteføljen voksede, blev udfordringerne tydeligere:
Udviklingen kørte i ét spor – og driften i et andet. Udviklerne definerede arkitekturen i Azure cloud og benyttede moderne DevOps-principper, mens driften stadig var forankret i en mere manuel og infrastruktur-orienteret tilgang.

Det skabte et kompetencegab og en dialogkløft mellem de to funktioner: Driften manglede kendskab til de teknologier og arkitekturvalg, som udviklingsteamet byggede løsningerne på, og begge funktioner endte derfor med opgaver uden for deres kernekompetencer. Det gav usikkerhed, frustration og påvirkede både hastighed og kvalitet i leverancerne.

Løsning

Et strategisk og organisatorisk skifte

For at løse udfordringen valgte DMP – med rådgivning fra Darize – at etablere et dedikeret platformteam, der fungerer som et ekstra organisatorisk lag mellem infrastrukturen og forretningsapplikationerne.

Det blev fundamentet for en platform engineering-tilgang, hvor platformteamet fik til opgave at bygge bro mellem drift og udvikling og skabe én fælles måde at bygge, drive og vedligeholde forretningssystemer i Azure. Dette indebar også, at platformteamet fik ansvar for at sikre en ensartet modelbaseret it-arkitektur på tværs af alle DMP’s systemer.

Darize bidrog til at definere både organiseringen og de centrale roller. Den nye struktur blev understøttet af standardiserede processer og ikke mindst stærk ledelsesmæssig opbakning. I spidsen stod en Platform Manager med både teknisk tyngde og ledelseskapacitet. En profil, der ligeledes blev defineret i samarbejde med Darize, og som blev støttet af en erfaren mentor for at styrke de ledelsesmæssige kompetencer.

DMP valgte en trinvis tilgang, hvor de eksisterende driftsressourcer blev fastholdt og kompetenceløftet i den nye platformstænkning som led i transformationsforløbet. Samtidig blev nye profiler med erfaring i Infrastructure as Code, cloud og moderne udviklingsprincipper onboardet.

Det skabte en stabil transition med balance mellem opgaver og kompetencer, og forankringen lykkedes, fordi DMP fastholdt de nye principper og arbejdsmetoder – også når forandringen var udfordrende i praksis.

Nye arbejdsmetoder og et mere automatiseret setup

Platformteamet arbejder efter en agil model med Kanban og Scrum og driver infrastrukturplatformen som et softwareprodukt med fælles backlog, løbende versionering og klare prioriteringer. Det har skabt mindre variation, større gennemsigtighed og langt mere forudsigelige leverancer.

Arbejdet er fokuseret på tre centrale spor: Standardisering, automatisering og versionering af infrastrukturen. I dag er 90 % af infrastrukturen automatiseret via kode, og 80 % af den tekniske platform er standardiseret.

Nils Høgsted

med kundens ord

“Vores fokus på platform development har gjort det muligt for os at levere nye it-systemer hurtigt og omkostningseffektivt, samtidig med at vi kan sikre en stabil og sikker drift. Kort sagt kan vi i dag levere mere for mindre i et hurtigere tempo. Det har betydet, at Danmarks Miljøportals ry som en effektiv it-udviklings- og driftsorganisation er styrket.”

Nils Høgsted

Direktør, Danmarks Miljøportal

resultatet

Hurtigere levering, lavere omkostninger og stærkere ejerskab

Effekterne af transformationen er kommet gradvist – og er blevet forstærket over tid

Som resultat af rejsen mod platform engineering står DMP i dag med en moderne udviklings- og platformorganisation, der leverer hurtigere, mere stabilt og langt mere skalerbart end tidligere – og som dermed endnu bedre understøtter sit samfundsmandat om at stille pålidelige miljødata til rådighed.

Om Danmarks Miljøportal

Danmarks Miljøportal (DMP) er et fællesoffentligt partnerskab mellem staten, kommunerne og regionerne. DMP’s mission er at levere en data og it-infrastruktur, der understøtter samfundet i at integrere miljøhensyn i alle relevante beslutninger.

DMP leverer data til over 200.000 direkte brugere samt til over 100 eksterne systemer med ca. 3 millioner brugere. Visionen er at bringe data i spil, så de skaber mest mulig værdi for myndigheder, borgere og virksomheder i Danmark.

Kontakt os

Hør mere om vores løsninger inden for Cloud & Platforme